Hvepse kendes på deres sorte og gule striber på bagkroppen som er adskilt fra forkroppen med en tynd tråd. Vi har 7 arter i Danmark. De lever af andre insekter og stikker villigt uden selv at dø.  Da mange andre insekter mister livet og de er være temmelig generende senere, er der en god grund til at få dem bekæmpet.

Hvepse bygger hvepsebo som kan blive på størrelse med en badebold afhængig af arten. Normalt kun på størrelse med en fodbold. De bygger boet ved at tygge træ og forme det til “gråt papir”.

Et veludviklet hvepsebo består af ca. 5000 hvepse. Boet startes af en overvintret dronning i maj måned. Hun laver et bo på størrelse med en tennisbold  og passer selv det første kuld larver. Derefter blive hun i boet og de efterfølgende kuld overtager. Sidst på sommeren klækkes cirka 100 nye dronninger. De er de eneste der overvintrer. Boet går til og hver af de nye dronninger starter hver deres bo til næste forår.

Humlebier (brumbasser) bør lades i fred. Kendes på deres runde og behåret facon med en lys tværgående stribe over kroppen. Der er 29 arter. Nogle er store andre ganske små, men kendes let fra hvepse og bier på deres mere buttede og runde udseende.

De kan både stikke og bide, men gør det yderst sjældent. De er med til at bestøve træer og buske og bør derfor lades i fred.

Dronningen går i hi og kommer frem i det tidlige forår. Hun laver bo i en rede af isolering, et efterladt musehuller, fuglekasse o.lign.
Hun lægger de første 10-15 æg, som klækkes til larver. Disse fodres med pollen samtidig med at larverne spinder deres egen kokon af silke. Ud af kokonen kommer en færdigudviklet humlebi, som hjælper dronningen med at fodre nye larver.
Sidst på sommeren lægger hun æg der bliver til nye dronninger og droner (hanbier) hvorefter hun selv dør.

  Jordbier og murbier ser næsten ens ud. De kan minde om honningbier, men har ikke striber over bagkroppen og kan ikke stikke. Da de er ganske uskadelige og tilmed nyttedyr, bør de ikke bekæmpes.
Både jorbier og murbier ses stort set kun om foråret hvor de parres.
Murbier laver huller i murværket på størrelse med en blyant, mens jordbien graver huller i jorden. Man kan rundt om hullet se en kegleformet jordvold af opgravet jord. I pelsen indsamler hunnerne en stor mængde pollen, som kittes sammen med nektar. Dette fyldes i hullet hvori hun lægger sine æg. Når gangen er fuld, forsegles den, og hun går i gang med at lave et nyt hul.
Æggene udvikler sig til larver, som lever af den indsamlede pollen, hvorefter de forpupper sig og bliver til bier næste forår.
Honningbier bor for det meste i bistader, men kan have slået sig ned som en bisværm og taget bolig i et hult træ, skorstenen eller et hulrum i bygningen. De er veldig gode bestøvere og bør ikke slås ihjel.

Ser du en bisværm hænge frit i et træ eller en busk, kan den huses i et bistade. Har den derimod bosat sig i et hulrum er den ikke til at få ud. Hvepsemanden bekæmper kun honningbier i særlige tilfælde hvor de kan være til fare som omgivelserne. 

Honningbíen adskiller sig fra hvepsen ved at have brune striber på bagkroppen i stedet for gule. For og bagkrop er ikke tydelig adskilt med en tynd tråd som hos hvepsen.

Honningbierne bliver op til 70.000 i et enkelt bibo. Der er derfor en konstant trafik foran flyvehullet på 50-100 bier.